Værkstedet Kontrazt

Kunstnergruppen Kontrazt på Ærøvej 5b, 4700 Næstved 

 

Kontrazt har eksisteret i 40 år, under forskellige navne og på forskellige adresser. Oprindelig startede den i Dekoratør Frank Hansens værksted i Ndr. Farigmagsvej i Næstved. Han inviterede til kunstneriske eksperimenter i lokalet hver tirsdag aften. Kirsten Karlshøj er som den eneste med fra den spæde begyndelse, mens andre er kommet til undervejs, i takt med at de oprindelige medlemmer stoppede. Siden 2009 har gruppen holdt til huse på den nuværende adresse, Ærøvej 5.B i Næstved.

 

I Kontrazt er vi nu otte kunstnere med hver vores stil og udtryk, så der er noget at komme efter for alle. Vi synes det er en stor gave at være sammen i dette kunstneriske fællesskab, hvor vi kan få inspiration og hjælpe hinanden i skabelsen af vores kunstværker.

 

I er hjertelig velkommen til at komme forbi, få en snak og se det vi arbejder med i øjeblikket. Kontrazt holder arbejdende værksted første søndag i måneden. 

 

Vi i Kontrazt er i dag:


Kirsten Karlshøj, maleri

Lis Krøigaard, maleri

Iben Bjerre, abstrakt billedkunst

Anna Johansen, maleri og keramik

Anke Jensen, collage og maleri

Dan Lundahl, abstrakt billedkunst

Berit Erstal, dekorativt med et tvist

Steen Holdrup, stemningskunst

 

  

Nærmere beskrivelse af os kunstnere:


Kirsten Karlshøj

Kirsten har malet siden 1987, og har leget med farver, form og komposition så længe hun kan huske. Hun nyder at udtrykke sine drømmende luftkasteller med akrylfarver i klare og luftige farver, der tit har akvarellens gennemsigtige lethed. Hun henter inspiration i naturen, hvor himmel og hav blandes med listige eventyrlige figurer eller med budskaber der kommer fra hjertet.

 

Lis Krøigaard

Lis været med i Kontrazt siden 2002. Hun er til daglig Revisor i NH Revision og synes at kunsten giver en god modvægt til de ”tørre tal”. Hun maler store abstrakte billeder med kraftfulde farver og en stor dybde. Inspirationen finder hun i naturens former, på rejser og ved andres kunstneres værker, hvor hele herligheden bliver omformet til Lis´ univers.

 

Iben Bjerre

Iben inspireres af hverdagens trivialitet, årstiderne og den skiftende natur der omgiver hende. Hun maler primært fordi hun kan lide legen med farver og kompositioner man også for at give publikum en oplevelse af deres egen hverdag fortalt med farver og abstraktioner. Hun finder stor glæde i at fortolke oplevelser i hverdagen med poetisk og indimellem opponerende tilgang til livet. Hun håber at hun kan give fortolkninger for at se nye sider af samfundet vi lever i.

Iben kom til Næstved i 2002 og har været formand i KUBA og i Åbent Atelier igennem året.

 

Anna Johansen

Så længe Anna kan huske, har hun tegnet og malet. Da familien flyttede til Næstved i 1990, startede hun på tegnekursus hos Bent Hansen hvor der blev tegnet og malet efter model. Det blev afløst af croquis og modellering af personer i ler, som hun nu giver nye former og historier. Fascinationen af at skildre mennesker blev udviklet på malerskole hos Hans-Christian Rylander på Bogø, hvor fokus var koloristiske malerier med portræt i centrum. Nu ligger fokus på keramikken - men maleriet bliver stadig udforsket.

 

Anke Jensen

Hvis du har set noget af Ankes kunst, er du stødt på grafiske collager, let-flyvende akrylmalerier og abstrakte naturscenerier. Anke har udtrykt sig kunstnerisk i 12 år, og har bl.a. deltaget flere gange på Åbent Atelier, Kuba Art Messe og Kvinder & Kunst i Hillerød. I øjeblikket er hun formand for foreningen Åbent Atelier.

Anke sætter pris på at udtrykke sig med forskellige medier, når papir, spartel, svamp eller finger får lette, abstrakte, og især farverige objekter til at lande, dreje, svømme eller flyve på lærredet.

 

 

Dan Lundahl 

Dan har malet abstrakt kunst i mere end 20 år. Hans malerier er typisk farverige og eksplosive i sit udtryk. Hans foretrukne arbejdsredskab er spatel, men også forskellige andre redskaber, materialer og teknikker indgår. Processen er altid i udvikling og hans billeder afspejler den verden vi lever i, og den inspiration han henter fra naturen og sine rejser. Det hele bliver blandet med dagligdagens udfordringer, følelser, mode og de farver der rør sig.

 

Berit Erstad

Berit har malet af og til i 40 år. Hun fik lært oliemaleri i Spanien hvor hun boede der 20 år, hvor hun blev salonmanager i sin egen frisørsalon. Sideløbende var hun make-up-artist for Palma Pictures. I dag maler hun figurativt med et lille tvist af sjov og ballade. Inspiration til farverne og bevægelserne har hun fra frisørfagets spændende kreationer.

 

Steen Holdrup

Steen begyndte med at male i en sen alder, ved malerkursus på Bornholm hos Hussain Tai. Steen kommer fra et job som terapeut, hvor han nu kan bruge sin spirituelle fornemmelse i sin kunst.

Han oplever maleprocessen fascinerende. Startprocessen er intuitiv og uforudsigelig, hvor farverne får lov til at lege op imod hinanden inden maleriet tager form. Overraskelsen over hvor et billede ender, er en stor del af hans maleproces.